Med et liv i handicapverdenen, en handicappet storesøster og en handicappet søn, har det altid været vigtigt for mig at skabe de bedste vilkår for dem, som har brug for støtte i tilværelsen. Jeg har således udover mit job som praktiserende fysioterapeut arbejdet som frivillig for at sikre ligeværdighed for børn og unge med handicap eller særlige behov.
Jeg brænder for løsninger, som fungerer i praksis og for løsninger, som på en enkel måde gør en væsentlig forskel. Vi møder alle tit borgere, som kommer gående med rollator. Let foroverbøjet og uden bevægelse i overkroppen. Det bringer ikke kroppen noget godt at gå på den måde. Tværtimod giver det smerter i lænd, skuldre og arme. Musklerne svækkes og balancen forringes. Derfor tænkte jeg, at det må vi kunne gøre bedre.